| Natten mellem d. 8. og 9. april 1945, blev Major Anders
Lassen beordret til med sytten mand at lede en kamppatrulje mod den nordlige
bred af Comacchio søen i Italien.
Patruljens opgave bestod i at skabe så store tab, så megen
uro og bekymring som muligt hos fjenden, så denne fik en fornemmelse
af, at der var en større landsætning i gang i området,
samtidig med at patruljen skulle tage så mange krigsfanger som muligt.
Det havde ikke været muligt at gennemføre en forudgående
rekognoscering, så patruljen befandt sig derfor efter indsættelsen
isoleret på en vej på en smal tange med vand på begge
sider af patruljen.
Major Lassen ledte sin patrulje langs vejen mod den nærliggende
by med to spejdere i front. Efter ca. 500 meters fremrykning, blev de
råbt an fra en position ved siden af vejen. I et forsøg på
at undgå opdagelse besvarede de anråbet med, at de var lokale
fiskere på vej hjem fra fiskeri, men i forbindelse med forsøget
på at fortsætte for at overrende den fjendtlige post, blev
der åbnet ild med maskingeværer fra såvel denne post
som to andre bunkers længere fremme.
Major Lassen angreb nu personligt med håndgranater den første
position, som var bemandet med fire tyskere og to maskingeværer
og nedkæmpede denne. Ignorerende den store sværm af kugler
fra nu tre fjendtlige maskingevær positioner, idet en ny havde taget
kampen op fra en position ca. 300 meter længere fremme, fortsatte
han hurtigt fremad for at tage kampen op mod position nummer to, samtidig
med at resten af patruljen gav ham ildstøtte. Han kastede yderligere
håndgranater ind i bunker nummer to og bragte maskingeværet
til tavshed, hvorefter resten af patruljen kunne angribe og tage bunkeren.
Herved blev yderligere to fjendtlige soldater dræbt, to taget til
fange og to maskingeværer ødelagt.
På dette tidspunkt havde patruljen selv lidt tab og dens ildkraft
var væsentlig reduceret. Under fortsat heftig beskydning fik Major
Lassen samlet sin styrke og fik den reorganiseret, så patruljens
ild kunne koncentreres omkring den tredje fjendtlige position. Han fortsatte
selv fremad og kastede på ny granater ind i bunkeren, hvilket medførte
råbet ”Kamerad” indefra. Han begav sig derfor frem til
en afstand af to til tre meter fra bunkeren og beordrede fjenderne udenfor,
hvor han kunne tage imod overgivelsen.
Imens han råbte til fjenden om komme ud og overgive sig, blev han
ramt af maskingeværild fra den venstre del af positionen og faldt
dødeligt såret til jorden, men han nåede i faldet at
smide yderligere en håndgranat, der sårede en del af de fjendtlige
soldater, og som medførte at resten af patruljen kunne angribe
og tage denne tredje fjendtlige position.
Da patruljen var ved at løbe tør for ammunition var en tilbagetrækning
nødvendig, men Major Lassen nægtede at lade sig evakuere,
idet han mente at dette ville hæmme resten af patruljens tilbagetrækning
og kunne risikere flere af patrulje medlemmernes liv.
Gennem hans fremragende ledelse og totale tilsidesættelse af egen
sikkerhed har Major Lassen, trods overvældende fjendtlige odds,
opnået målet med operationen. Tre fjendtlige maskingeværreder
blev ødelagt, inklusive seks maskingeværer, otte dræbte
fjender samt flere sårede og to krigsfanger taget. Hans høje
grad af pligttroskab og hans mænds respekt for hans lederskab samt
hans eget storslåede mod gjorde, at Major Lassen gennemførte
alle sine opgaver med fuldstændig succes.
WAR OFFICE, 7th September, 1945
|